Lisbeth Movin

Det begyndte d. 25. aug. 1917 i Odense. Det sluttede 7. november 2011 på Hillerød hospital. Professionelt fulgte en scenisk uddannelse på Det Kgl. Teaters elevskole 1939-41, med et arrangement sammesteds indtil 1943. Herefter Det Nye Teater indtil 1950, igen samme steds fra 1968 efter free-lance årene.

Første film var “Et skud før midnat” (1942) - sidste kendte film var ”Barbettes gæstebud” (1987) og den allersidste var “Sidste akt” (1987 af Ed. Flemming). I 1995 deltog hun i en portrætudsendelse om Carl Th. Dreyer “Min metier”.

Een af hendes største præstationer var rollen som den præstefrue i Carl Th. Dreyers mesterværk fra 1943 “Vredens Dag”. Hendes nærmest brændende øjne huskes af enhver, der har set denne film. I den modsatte ende af skalaen (kan man næsten sige) sås hun en ganske kort tid hos Stig Lommer på ABC teatret på Frederiksberg i midten af 50'erne; gensidigheden stammede fra, da hun havde været “mimose” i en af 40'ernes Hornbæk-revyer. Men ellers var det filmen, der skulle blive hendes domæne. Andre titler er Besættelsestidsdramaet, “De røde enge”, en af de bedre frihedskæmperfilm.

Ægteskabet med hendes livspartner siden 1945 den særdeles produktive og indflydelsesrige filminstruktør, Lau Lauritzen jr., (direktør for ASA-studierne), gjorde, at der var langt mellem den sceniske aktivitet. Moderskabet med de tre børn skulle også passes, hvoraf den ene Lone Lau senere fik en karriere som bl.a. revyskuespillerinde.

På teatret blev det til et comeback i slutningen af 60'erne, ligesom hun påtog sig flere sceneroller efter den karismatiske Lau Lauritzens død i 1977. I tre år var hun forøvrigt konservativt medlem af byrådet i Hørsholm, men fandt ud af som mange andre kunstnere, at politik ikke lige var hende.

På film var Lisbeth Movins næstsidste rolle som en af middagsgæsterne i “Babettes gæstebud”, i øvrigt smukt genforenet med elevskolekammeraten Preben Lerdorff-Rye, der forøvrigt spillede hendes stedsøn og elsker i mesterværket “Vredens dag”.

“Trivia”

Hendes forældre var henholdsvis lektor (sløjdlærer, Schneekloths gynm., Værnedamsvej på Frederiksberg-siden af den delte vej i Kbhvn.) og skuespillerinde (Fernanda Rauch). Hendes tre år ældre storebroder (Rasmus) var en succesrig, kendt og nu afdød overlæge (specialist i alm. kirurgi og ortopædkirurgi) på Frederiksberg Hospital. I disse dna-fora initieredes en person, der med årene skulle blive en helt særlig skuespillerinde.

Lisbeth Movin havde en sjælden klassisk stil. Ansigtet, øjnene og stemmen var aldeles eminente effekter, der i kombination med en periodevis næsten underspilning kunne få tilskueren til at nærmest stigmatisere i gys og beundring.

Hendes medfødte talent blev over de kunstneriske år kultiveret af to mænd, nemlig een af den danske filmhistories allerstørste Carl Th. Dreyer samt hendes livspartner, Lau Lauritzen jr., en af dansk films daværende “tunge drenge” (ASA film og Kinopalæet).

Mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer kunne som den eneste afdække kvinden Lisbeth Movins talenter fra det nærmest barnligt uskyldige til det katteagtige dæmoniske. En enestående kunstnerisk spændvidde!

Talent og ikke mindst det nærmest udefinerlige begreb “karisma” kan aldrig nogensinde læres på nogen uddannelsesinstitution. “Kvinden” og “Kunstnerinden” Lisbeth Movin personificerede de to sjældne begreber “Karisma” og “Klasse” !